Om SCCD
Klubben blev stiftet i 1999, for ejere af Suzuki Chopper motorcykler,
klubben udspringer fra Fyn, men vore medlemmer er bosat over hele landet.
Klubben har som hovedformål, at samle ejere af Suzuki Chopper / Cruiser motorcykler,
og udbrede interessen for disse. Samle alle medlemmer i et fælles socialt samvær med ligestillede,
opbygge kammeratskab M / K, klubarrangementer, fælles køreture, hygge med og uden motorcykler.
Som kronen på værket er det årlige SCCD træf i juni måned
Har du spørgsmål vedr. klubben kan du kontakte formand Kim Ercininks,
Ønsker du medlemskab kontaktes kasserer Lis Borg Petersen
Love og vedtægter for Suzuki Chopper Club Denmark.
Stiftet d. 19. september 1999.
§1. Klubbens navn.
Suzuki Chopper Club Denmark (forkortet SCCD).
Hjemstedsadresse er: Formandens adresse.
§2. Klubbens formål.
Klubben har som hovedformål, at samle ejere af Suzuki Chopper / Cruiser motorcykler, og udbrede interessen for disse.
Samle alle medlemmer i et fælles socialt samvær med ligestillede, opbygge kammeratskab M / K, klubarrangementer, fælles køreture, hygge med og uden motorcykler.
§3. Optagelse og medlemskab.
Man skal være ejer af en Suzuki Chopper / Cruiser motorcykel for at kunne optages som A medlem.
Kun én ejer pr. motorcykel.
A medlemmer, der har været medlem i klubben i mindst 2 år, og udskifter deres Suzuki / Cruiser motorcykel til et andet mærke, bevarer deres A medlemskab.
Ejere af en Chopper / Cruiser motorcykel af andet mærke end Suzuki kan optages som B medlem, og bliver automatisk A medlem efter 2 års medlemsskab i klubben.
Andre, der ønsker optagelse / tilknytning til SCCD, herunder familiemedlemmer, bagsædepassagerer, sponsorer, samt passive medlemmer med interesse for SCCD, kan optages som B medlem. B medlemmer kan på lige fod som A medlemmer deltage i alle klubbens arrangementer.
A som B medlemmer skal følge SCCD´s love og vedtægter.
B medlemmer som udfører et tillidshverv for SCCD får stemmeret som A medlem.
§4. Kontingent.
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.
Det fastsatte kontingentbeløb for A medlemmer, giver fuld stemmeret på generalforsamlingen, og gratis medlemsblad ” On2wheels”.
Medlemmer af bestyrelsen har frit kontingent i bestyrelsesperioden.
Æresmedlemmer har frit kontingent, dog kun stemmeret såfremt de er ejer af en Suzuki Chopper / Cruiser motorcykel.
Kontingent for B medlemmer, er det halve, af det A medlemmer betaler. B medlemmer modtager ikke gratis ”On2wheels”. Hvis man ønsker at modtage ”On2wheels”, er prisen som A medlemskab.
B medlemmer har taleret, men ikke stemmeret på generalforsamlingen.
§5. Udmeldelse, sletning og eksklusion.
Medlemmer, der er i restance eller anden gæld til SCCD i mere end 30 dage bliver slettet af medlemslisten, såfremt der ikke er indgået en betalingsaftale med kasserer.
Bestyrelsen kan ekskludere et hvert medlem, der modarbejder SCCD og krænker klubbens omdømme. Forinden skal medlemmet have mulighed for at udtale sig til bestyrelsen. Medlemmet skal informeres skriftligt om eksklusionen.
Udmeldte og ekskluderede medlemmer kan ikke gøre krav gældende mod SCCD.
Udmeldte og ekskluderede medlemmer kan ikke få deres gamle medlemsnummer tilbage ved senere optagelse i klubben.
§6. Generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april.
Enhver generalforsamling skal indkaldes med mindst 8 ugers varsel i ”On2wheels”.
Indkaldelsen skal indeholde dagsorden.
Vedtægtsændringer i SCCD kræver 2/3 stemmeflertal på generalforsamlingen.
Der kan stemmes ved fuldmagt. Hvert A medlem kan dog højst bære 2 stemmer ud over sin egen.
Generalforsamlingen afholdes i lige år vest for Storebælt og ulige år øst for Storebælt.
Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde 6 uger før generalforsamlingen.
Indkomne forslag offentliggøres senest 2 uger før generalforsamlingen.
Medlemmer kan rekvirere regnskab og kopi af indsendte forslag hos kasserer tidligst 1 uge før generalforsamlingen.
Dagsorden til generalforsamlingen:
- Valg af dirigent.
- Valg af referent.
- Valg af stemmetællere.
- Bestyrelsens beretning og godkendelse af beretningen.
- Aflæggelse af årsregnskab og godkendelse af regnskabet.
- Budget for det kommende år og godkendelse af dette.
- Fastsættelse af kontingent.
- Valg af formand (ulige år)
- Valg af kasserer (lige år)
- Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleanter
- Valg af revisor.
- Behandling af indkomne forslag.
- Eventuelt.
Beslutninger på generalforsamlingen foregår ved almindelig stemmeflertal, mod fremvisning af gyldig medlemskvittering, som A medlem.
Er medlemmet i gæld eller restance til SCCD, kan der ikke udøves stemmeret på den ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.
§7. Ekstraordinær generalforsamling.
Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen eller 1/3 af klubbens medlemmer fremsætter skriftlig motiveret begæring. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske skriftligt med mindst 14 dages varsel.
§8. Bestyrelsen.
Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, valgt blandt klubbens A medlemmer. Ingen kan mod sin vilje blive valgt til bestyrelsen.
Stk1.
Bestyrelsen sammensættes som følger:
2 personer vest for Lillebælt (region1).
2 personer øst for Storebælt (region2).
1 person fra Fyn (region 3).
Der vælges 1 suppleant fra hver region hvert år.
Såfremt der mangler kandidater fra en region, vælges de blandt de resterende opstillede.
Valget foregår på følgende måde: Generalforsamlingen vælger deres bestyrelsesmedlemmer blandt de opstillede fra de respektive regioner.
Stk. 2.
Formanden vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen (ulige år).
Kasserer vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen (lige år).
Bestyrelsen kan evt. udpege en kasserer blandt de øvrige medlemmer i klubben eller uden for klubben, hvis der ikke kan findes en fra bestyrelsen, som kan varetage posten som kasserer.
Stk. 3.
Genvalg kan finde sted.
Stk. 4.
Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand og sekretær.
Stk. 5.
Bestyrelsen har ansvaret for den daglige drift og ledelse af klubben. Bestyrelsen kan godtgøres for dokumenterede udgifter vedrørende driften af klubben, telefon, kørsel, diæter m.m.
Kassereren dokumenterer hver måned, evt. ved fremsendelse af bankudskrift, klubbens økonomi overfor formanden. De resterende bestyrelsesmedlemmer kan ligeledes få tilsendt oplysningerne ved henvendelse til kassereren.
Klubbens økonomi skal udelukkende foregå via bankoverførsler. Kontant kassebeholdning må kun i enkeltstående tilfælde finde sted, f.eks. i forbindelse med store arrangementer som træf eller lignende.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg og regionsrepræsentanter m.v. efter behov.
§9. Tegningsregel.
Klubben tegnes af 2 medlemmer af bestyrelsen, og bestyrelsen kan tildele kasserer prokura.
§10. Regnskabsår.
SCCD regnskabsår d.1. januar til d.31. december.
§11. Klubbens opløsning.
Opløsning af SCCD, kan kun ske ved en indkaldt generalforsamling, hvor det besluttes at opløse klubben. Det kræver min. 2/3 af medlemmerne stemmer for. SCCD´s aktiver realiseres internt i klubben og Suzuki Chopper Club Denmark´s midler overdrages til humanitære formål.
§12. Æresmedlemmer.
Ved særlig anledning kan bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at et medlem modtager et bevis på, at vedkommende kan tildeles et ”Æresmedlemsskab”. Vedkommende får et livslangt kontingentfrit medlemskab, med samme rettigheder som et A medlem. Dog er det en betingelse ved stemmeret /valgbarhed på generalforsamlingen, at man er i besiddelse af en Suzuki Chopper og i øvrigt følger SCCD´s love og vedtægter.
Vedtaget på den ordinære generalforsamling d.17. april 2010
Bestyrelsen:
Kim Ercininks
Formand
Kurt Messerschmidt
Næstformand
Lis Borg Petersen
Kasserer
Mogens Andersen
Bestyrelsesmedlem
Michael Varming
Bestyrelsesmedlem




